Grænseløbet 2009

25 års Jubilæumsløb med sønderjydsk kaffebord

Lørdag den 19. september drager løbeklubben mod syd. Vi skal deltage i Grænseløbet, og i år er det jubilæumsår: det er 25. gang løbet afholdes – mere om det senere.

Vi starter i bus fra klubben kl. 10.00 – efter ca. 1 times kørsel er der flere, der er blevet kaffetørstige, så vi stopper på en rasteplads, hvor den medbragte kaffe/the og rundstykker indtages. Vejret er fantastisk – høj flot solskin med en svag brise. Herefter går turen til vores bestemmelsessted – nemlig grænsehallerne i Kruså. Vi er kommet i god tid, så vi får hentet startnumre, får klædt om og slappet af inden vi skal ud at løbe.

Kl. 13.45 er der opvarmning og alle er spændte på løbet – hvordan er ruten?, hvor meget blæser det?, har jeg for meget tøj? på etc. etc.

Kl. 14.00 går starten for alle 1530 deltagere, heraf er ca. 30 fra Korup Motion. Der er ca. 10 Korup ”heppere” med – det er jo altid dejligt…

Der er 2 ruter: 1 på 5,4 km og 1 på 12 km. Ruten er rigtig god – vi starter med almindelig asfalt den første km – herefter er det sti/skov terræn. Det er dejligt med lidt skygge, da det er virkelig varmt i solen. Men der er rigtig mange sten på stien, så man skal kigge sig godt for når man løber. Efter løbet står den på et velfortjent bad og rent tøj.

Netop fordi det i år er jubilæumsløb, er der sønderjysk kaffebord efterfølgende i en af hallerne. Normalt består det store sønderjyske kaffebord af mindst 16 forskellige slags kager – og man skal gerne smage det hele for ikke at fornærme værtinden; men mindre kan også gøre det. Vi fik en tallerken med 4 slags kager og en småkage. Og det var rigtig godt! Det var helt perfekt efter en god løbetur. Hertil en god kop kaf’.

Inden vi sætter kursen mod Fyn igen er der lige tid til en øl/vand.

Kl. 18.32 holder vi ved restaurant ”Bryggen” på Middelfart marina. Her er menuen buffet – med 3 forskellige forretter, 2 slags kød til hovedretten + mange dejlige salater og kartofler, desserten er ost og islagkage. Uhm hvor det smager.

Kl. ca. 21.15 er vi tilbage ved Korup hallen – alle dejligt mætte og trætte efter en lang, men fantastisk dejlig og hyggelig tur i godt selskab.

Tusind tak til løbsudvalget for denne dejlige tur – den kan bestemt godt tåle at blive gentaget næste år!!! En særlig tak til Axel (vores åndelige leder på turen), der sørgede for at alt forløb planmæssigt.

Anette.

2018 © Korup Motion